Home » Blog » Uopfordrede ansøgninger – måske din genvej til jobbet

Uopfordrede ansøgninger kan være dit trumfkort

Uopfordrede ansøgninger – måske din genvej til jobbet

Af Steen Kræmer Rasmussen

[Infographic] Uopfordrede ansøgninger er en lidt gemt disciplin i jobsøgningsjunglen, og det er en skam. Jeg er godt klar over, at de ikke altid giver nu-og-her-resultater, men det er faktisk en effektiv måde at søge job på. Især hvis du har tid til at vente lidt.

Du kan godt nok ikke vide, hvornår virksomheden lige står og mangler en medarbejder med dine kvalifikationer, men alle skal jo nyansætte ind imellem, og hvorfor ikke stå langt fremme i køen, når det en dag sker?

Næsten tre fjerdedele af alle arbejdsgivere har ansat medarbejdere, der har ansøgt uopfordret. Det siger lidt om potentialet. Og der er slet ikke tvivl om, at uopfordret jobsøgning giver endnu mere pote fremover. Flere virksomheder tjekker netværket og bunken af uopfordrede ansøgninger, før de slår en stilling op. Det er simpelthen for tidskrævende og derfor dyrt at gå igennem hele udvælgelsesprocessen, når der måske er flere hundrede ansøgninger.

Mange arbejdsgivere ansætter medarbejdere, der har søgt uopfordret.

 

Sørg for, at du allerede ligger i bunken, når de næste gang skal ansætte en med din profil. Måske klarer arbejdsgiveren sig så uden en kostbar og langvarig ansættelsesproces.

En stærk strategi: Gå efter de usexede virksomheder

Der er en voldsom skævhed i, hvor mange ansøgninger, forskellige virksomheder får. Da jeg skrev Hit med jobbet, talte jeg med en del HR- og virksomhedschefer, og der var en tydelig tendens: Lederne i kendte virksomheder i smarte brancher, der har stor offfentliig bevågenhed, kan mageligt tage styrtebad i det antal uopfordrede ansøgninger, de får hver uge. Mindre kendte virksomheder i “kedelige” brancher – og måske med en mindre attraktiv beliggenhed – får så godt som ingen.

Hvor er det klogt at søge uopfordret, tror du?

Svaret ligger lige til højrebenet. Gå efter virksomheder, der

  • lever lidt i det skjulte,
  • hører til i en lidt kedelig branche,
  • hører til i gruppen af SMV’er (små og mellemstore virksomheder) og
  • geografisk ligger lidt væk fra alfarvej.

Så burde der være gode muligheder for, at din ansøgning ligefrem føler sig lidt ensom i skuffen. Og så har du pole position næste gang, de mangler en medarbejder med dine kvalifikationer

Work smart: drop standardansøgningen

Standardansøgninger er en dårlig idé. Både til annoncerede og uopfordrede ansøgninger. De dur ikke. Basta.

Hvis du vil ramme virksomheden der, hvor det virker allerbedst, skal du have din research i orden. Det behøver ikke tage ufattelige mængder af tid, men du skal forvente, at der går nogle timer med det. Og det er meget ofte time well spent.

Så glem standardklicheerne og skriv en målrettet ansøgning.  Hver gang. Det giver langt bedre resultater på langt sigt.

Kom i gang med de uopfordrede, når du har et hul i din opfordrede ansøgning. Det kan hurtigt vise sig, at det virker meget bedre.

Steen Kræmer Rasmussen