Home » Blog » CV: Sådan skriver du om dine fritidsinteresser

fodboldspiller-tegning-fodbold-dreng-saksespark-fritidsinteresser-cv

CV: Sådan skriver du om dine fritidsinteresser

Af Steen Kræmer Rasmussen

Dine fritidsinteresser betyder meget for, hvordan arbejdsgiveren opfatter dig som person. Det kan du læse om i blogindlægget fra sidste uge: Fritidsinteresser, der gør arbejdsgiveren varm om hjertet.

Men har du tænkt på, at det gør en enorm forskel, hvordan du skriver om dine interesser? Det er en dræber at skrive “Familie og venner, cykelsport og spejder”. Det fortæller nemlig INTET om, hvordan du er familiemenneske, cykelsportsinteresseret eller spejder. Det fortæller heller ikke noget om, hvad det giver dig – og dermed i den sidste ende arbejdsgiveren.

I princippet kunne du bo hjemme hos din mor, være sammen med vennerne på bodegaen, se cykelsport i dummeren og være passivt støttemedlem af den lokale KFUM-spejderafdeling.

Eller med andre ord: Det er piskende nødvendigt at skrive helt anderledes. Her har du gode råd om, hvordan du skriver om dine fritidsinteresser i CV’et:

Kend din næste arbejdsgiver

Forleden fik jeg en besked fra en bloglæser på LinkedIn. Hun fortalte, at hun for nogle år siden havde søgt job i en mindre virksomhed, hvor camping var en fælles interesse i medarbejderstaben. Det havde hun fundet ud af, og så skrev hun selvfølgelig om sin egen passion for campinglivet.

Bagefter fik hun at vide, at den interesse var stærkt medvirkende til, at hun kom til samtale. Vupti. Bilige point.

Du kan måske gøre noget af det samme. Brug Facebook, brug Google og brug LinkedIn til at tjekke dine kommende kolleger og din kommende chef.Har I fælles interesser, passioner eller aktiviteter, er det da en rigtig go’ idé at fremhæve lige præcis dem i afsnittet i CV’et. Selv om det er de færreste, der fortæller om deres fritid på LinkedIn, kender du måske nogen, der kender bossen eller kollegerne. Tjek netværket – og spørg.

Hvordan er det med dem, der skal ansætte dig? Hvad interesserer de sig for, og hvilke holdninger har de? Er bossen maratonløber er det måske ekstra attraktivt at have fysiske interesser, og hvis virksomheden arbejder med CSR (Corporate Social Responsibility – socialt ansvar), er det en god ide at fremhæve dine overskudsinteresser: Frivilligt arbejde og noget, du gør for andre. .

Hvis direktøren er aktiv i Dansk Folkeparti, ville jeg nok ikke skilte med mit medlemsskab af Venligboerne. Og er din næste chef fanatisk AGF-fan, skal du nok overveje at gå let hen over dit kærlighedsforhold til Brøndby.

I det hele taget KAN jeg bare ikke lade være med at vende tilbage til det: Din research. Det er en af de aller vigtigste forudsætninger for at ramme arbejdsgiveren lige i hjertet. Også hvad angår CV og interesser. Jo bedre research, jo bedre muligheder for at formulere dine fritidsinteresser på en måde, så de stemmer overens med det, der passer bedst til virksomheden.

Sport og overskudsinteresser er populære hos arbejdsgiveren, men hvordan skriver du om dem? Det får du at vide i dette blogindlæg.

Hvordan skriver du om DINE interesser, så de rammer virksomheden i hjertet?

Vis din passion gennem fritidsinteresser

Metoden med at skrive tre ord for tre interesser og så lade det blive ved det er ren teenagekommunikation. Du fremstår uengageret og som om du ønsker at slippe så nemt om ved det, som muligt. Scor point i stedet.

Amerikanerne har talemåden “Show it. Don’t tell it”, og det er i virkeligheden et af de mest geniale skriveråd, der er lavet. Du skal sætte billeder i gang i læserens bevidsthed i stedet for bare at være faktuel og … tjah: teenageagtig.

Først og fremmest skal du selvfølgelig sætte flere ord på. Fortæl, hvad du gør, hvor tit du gør det og sæt gerne følelser på. Vis, at du brænder for din aktivitet. Brug gerne ord som engageret, passion, vild med og den slags. Og fortæl meget gerne, hvad dit arbejdsrelevante udbytte af fritidsaktiviteten er.

Det gav jeg Thomas et råd om i en LinkedIn-gruppe forleden. Han spurgte:

“Jeg spiller en del rollespil som har givet mig en hulens masse kompetencer indenfor kreativ problemløsning, samarbejde og praktisk erfaring med forhandlingsteknik, men samtidig har rollespil ikke altid det bedste ry, vi lider lidt under det gamle mantra at vi er nørder der bor hjemme i mors kælder, bør jeg have rollespil stående på mit CV?”

Selvfølgelig skal han da det. Der skal bare ikke kun stå ‘Rollespil’. I stedet kunne Thomas f.eks. skrive sådan:

“Jeg er ivrig deltager i rollespil, hvor jeg udvikler mine kompetencer inden for f.eks. kreativ problemløsning, samarbejde/teamwork og forhandlingsteknik. Det er sjovt, spændende og kræver meget af deltagerne.”

Sådan. Arbejdsgiveren kan pludselig se fordelene i den ellers fordomsramte fritidsaktivitet. Det virker at sætte ord på. Lige ti eksempler mere. Læg mærke til, at det kan gøres på alt fra 1 til 3 linjer. Bare du sender lige præcis de signaler, der er med til at fortælle den historie om dig selv, som du gerne vil have, at arbejdsgiveren skal kende:

  1. Jeg holder kroppen skarp og hjernen klar med mindst tre lange løbeture om ugen. Det giver mig tid til at tænke konstruktivt, og så sparer jeg energi og overskud op til arbejdet.
  2. Min hemmelige lidenskab er blomster, og jeg har mit eget rosenbed i et hjørne af svigerforældrenes kolonihave. Det giver mig glæde at få ting til at vokse og udvikle sig.
  3. Familien har sejlsport som vores fælles passion. Vi bruger mange weekends og alle ferier på vandet.
  4. Jeg følger aktivt med i ungernes badminton og er holdleder for ESG Badmintons U13-hold.
  5. Jeg samler fysisk og mentalt overskud i fitnesscenteret  2-3 gange hver uge.
  6. Min kone og jeg nyder mange timer i selskab med vores syriske venskabsfamilie. Det er en fantastisk oplevelse at lære dem om Danmark og danskere.
  7. Så tit det er muligt, samler jeg ind for Røde Kors, Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp. Det giver tredobbelt udbytte: Jeg gør noget godt, får god motion og møder en masse positive mennesker.
  8. Indrømmet: Jeg er passioneret handyman og bruger mange timer på gør det selv-projekter i vores gamle villa.
  9. Jeg er vild med at stå i køkkenet og nyder især at lave lækker spansk mad.
  10. Jeg er tropsfører for FDF-spejderne i Middelfart. Det giver mig gode erfaringer med ledelse, organisation, planlægning, økonomi og frem for alt kontakten med børn og voksne med naturen som samlende punkt.

Du behøver ikke skrive tre linjer, men sørg for, at du viser, at du brænder for det. Måske giver det mening for dig at skrive om din fritidsaktivitet på en måde, så arbejdsgiveren kan se fordelene ved at have en medarbejder, der gør som dig?

Den helt rigtige fremgangsmåde

Lav en liste med dine fritidsinteresser – inklusiv overskudsinteresser og -aktiviteter. Skriv ned, hvad udbyttet af hver af dem kan være. Gem listen, for måske skal du brug eden til næste gang, du laver et CV.

Sammenhold nu listen med din research om virksomheden og dens medarbejdere. Er der nogen fælles interesser, holdninger, eller værdier? Tænk så også over, om udbyttet, der er knyttet til hver interesse, rammer plet hos lige præcis den virksomhed, du søger hos.

Det er dit grundlag. Nu har du forhåbentlig en ide om, hvilke fritidsinteresser, der er relevante at fremhæve i forhold til dette job.

Skriv dem først. Gør mest ud af lige præcis de interesser tekstmæssigt, når du skriver om dem. (Og husk, at vores hjerner opfatter det første som det vigtigste. Det hæfter vi os mest ved.

Lav et målrettet CV til hvert job. Ikke kun med interesser, men også med forskellige resuméer og kompetencebeskrivelser. Husk, at jo mere målrettet du er, jo større mulighed er der for, at du rammer plet. Og gem det hele i din CV-bruttoliste. Ting kan jo genbruges.

Og lad mig lige understrege: Du skal ikke lyve, men det er jo dig, der bestemmer, hvordan du vil formulere punkterne under ‘Fritidsinteresser’ i CV’et. Og det giver dig en helt unik mulighed for at komme foran dem, der bare skriver ‘Spejder, Cykling, Naturoplevelser og Familie’. Og det er de fleste.

Og så lige dagens bonustip:

‘Hvad nu, hvis jeg hverken dyrker sport eller har overskudsinteresser?’

Så har du chancen for at opbygge værdifulde fritidsinteresser, mens du er jobsøgende. Ikke nok med, at det pynter på CV’et. Det er også sundt og sjovt, og så gør du måske oven i købet noget godt.

Overskudsinteresser: Tilbyd dig som frivillig i en godgørende organisation, bliv besøgsven og gå ture med beboerne på et plejehjem, køb ind for pensionisterne i opgangen, bliv lektiehjælper for udsatte børn eller… Der er vanvittigt mange muligheder. Og spørg evt. på Facebook, om der er nogen, der kan bruge din indsats.

Fysiske fritidsinteresser: Genopliv den ellers svundne badmintonkarriere. Træn fast i fitnesscenteret med en, der holder dig fast i det. Løb eller cykl fire gange om ugen – gerne med en makker. Meld dig ind i volleyball- eller håndboldklubben osv. osv.

På den måde kan du lynhurtigt vende en mangel om til en styrke. Og hvem ved? Måske er dine nye overskudsinteresser og fysiske interesser både sjove, berigende og det hele værd.

Steen Kræmer Rasmussen